Proteiner
Proteiner er kroppens byggesten, og de findes i stort set alle dele af menneskets organisme. Proteiner er komplekse sammensætninger, der består af mindre dele kaldet aminosyrer.
Proteiner udgør ca. 15-20 % af vores krop, dette svarer til ca. 12 kg i en person på 70 kg.
Der findes 20 forskellige aminosyrer, der tilsammen danner tusindvis af forskellige kombinationer af proteiner, som kroppen behøver. Kroppen kan kun selv danne 11 af disse aminosyrer, og må have de sidste 9 tilført igennem kosten. Disse 9 aminosyrer betegnes derfor som essentielle.
Proteiner findes i både animalske og vegetabilske produkter.
Animalske proteiner, så som mælk, æg, ost og kød, kaldes for ”komplette” proteiner i og med, at alle de nødvendige aminosyrer oftest vil kunne opnås fra én kilde.
Vegetabilske proteiner findes i bælgfrugter, nødder og fuldkorn. Denne type kaldes således for ”ukomplette” aminosyrer, da de oftest mangler ét eller flere af de essentielle aminosyrer. Soya er en vigtig undtagelse, og kan derfor være nødvendigt at inkludere i en streng vegetarisk eller veganer kost.
I kroppen sker der en konstant udskiftning af proteiner, da kroppens væv konstant nedbrydes og opbygges. Nogle aminosyrer genanvendes af kroppen til at opbygge nye proteiner, andre udskilles med urin, fæces og sved. Desuden mister vi hele tiden protein i form af hår, hud og negle.
Kroppen har derfor hele tiden brug for nye aminosyrer til at erstatte dem, der udskilles, og hvis dette behov ikke dækkes igennem kosten bliver aminosyrerne hentet via nedbrydning af kroppens eget væv.
På baggrund heraf anbefales det, at vi spiser 0,75 -1 g protein per kg kropsvægt per dag. I en 70 kg person svarer dette altså til ca. 55-70 g protein per dag.
Den typiske dansker vil som regel få dækket sit daglige proteinbehov, hvis det totale energibehov er dækket.
For at få 60 g protein kan man en dag fx spise/drikke: |
2 glas minimælk (14 g) + 1 æg (7 g) + 1 kop broccoli (4 g) + 3 stk. frugt (3 g) + 3 skiver grovbrød (10 g) + 60 g kylling (14 g) + 35 g mager ost (8 g) |
Protein kan ikke lagres i kroppen, og et større dagligt indtag end det specifikke behov vil derfor blot resultere i, at overskydende protein udskilles.